Sommer og musik II

Så nåede vi så ind i juli måned ledsaget af en ganske absurd mængde regn. Jeg tror ikke helt jeg forstår hvor alt det vand kommer fra. Det samme har 80000 mennesker på Roskilde Festivalen sikkert også tænkt. Jeg følte mig for gammel og sløv til selv at være på festival i år, men dog ikke ældre end at jeg stadig kan huske 2004 - endnu et år, hvor de massive mure af heldagsregn dog af og til blev afløst af hagl på størrelse med hønseæg. Jeg erindrer mig selv, i mudder til hofterne, den stolte musikchef på Roskilde Festivalradio, med ørebøffer om halsen, en blå king's i mundvigen og klamrende sig til et plastikkrus med ildelugtende, syntetisk jordbærte. Grundet den konstante kulde og fugt havde jeg på rekordtid pådraget mig en dobbeltsidet lungebetændelse og stemmeføring der mindede lidt om Otto Brandenburgs.
Jeg husker hvordan der var mudder overalt; på tøjet, på teltet, på soveposen, sågar i håret.
Jeg husker hvordan jeg var konstant træt og stresset. Hvordan der i de første dage intet på radioen der virkede. Jeg husker hvordan vi måtte panik dj'e med de samme 5 cder med Underworld i 8 timer. Jeg husker hvordan jeg var konstant våd og klam og kold, hvordan jeg lignede en hvidere og mindre udgave af Shrek. Men jeg husker også hvor sjovt det var. Jeg husker sammenholdet blandt medarbejderne på radioen og sejrsfølelsen da det hele omsider begyndte at køre og tilsidst kørte rigtig godt. Jeg husker at jeg fik halet gode interviews i land og kunne være rigtig tilfreds med min egen indsats. Og jeg husker hvordan jeg for første gang vinkede til en skaldet studievært - som jeg iøvrigt skal giftes med om tre måneder.

Nu som kendt...

Eller nærmere; min bedre halvdels grankusine spottede forleden mig og manden i 7eleven (hvor vi iøvrigt var nede efter 2 bøtter Ben&Jerrys is med cookie dough, men det er sagen uvedkommende), og hendes veninde troede jeg var Lolle fra EyeQ!
Jowjow....som man siger.

Sommer og musik

Ja, så ramte sommeren Danmark som et kølleslag. Folk går rundt og sveder i parkerne, griller glutenfri pølser og små børn iføres bøllehatte og smeltende isvafler og alting ser en lille smule lysere ud, måske fordi hverdagen bliver en lille smule lettere at håndtere når man har udsigt til andet end blygrå himmel og standhaftig heldagsregn. Jeg kan godt lide sommeren, men den er også krævende, fordi det forventes at man forlader sin bopæl og tager ud og oplever ting, er kulturel, energisk og overskudsagtig.
Disse krav har jeg dog valgt at se bort fra og har vedkendt mig at jeg ikke bliver energisk når det bliver sommer. Jeg bliver blot afslappet, og en del mindre melankolsk. Jeg har efterhånden fundet ud af, at nok tilhører jeg menneskeracen, men at jeg også må have ca. 7% DNA tilfælles med diverse lysafhængige planter. Ligesom dem liver jeg automatisk op når lyset tvinger sig vej gennem de smog-patinerede vinduer i stuen på Nørrebro, og på samme måde har jeg tendens til at visne og blive kedelig når solen holder vinterferie i Malaga og ikke lige har tid til at kigge forbi Danmark.
Men ligemeget hvad, er ny musik et must til sommeren, så det bærbare nano-anlæg skal opdateres. Og dette er så stort set hvad jeg har nået med min søndag indtil videre. Jeg kiggede lidt på det endelige udvalg og så slog det mig: Jeg er 28 år gammel og har netop lagt Cream, Johnny Cash og Roger Waters og Van Morrison overpå min Ipod! Bag det ungdommelige, blege ydre gemmer der sig med andre ord en 55 årig gymnasielærer. Som har parcelhus i Virum med samtalekøkken og som tager på vinrejser og golfferier og er ved at videreuddanne sig til coach! Den livsstil har jeg endnu ikke skuldre til at bære, så i panik gravede jeg en compilation med ny canadisk indie frem og spurgte med bævrende stemme kæresten om den nye CD med Wiley,(vred, ung grime rapper) var god! Han havde heldigvis heller ikke nået at høre den endnu!
Så trygt inddækket af Arcade Fire og andre intellektuelle canadiere, kan jeg trygt bevæge mig ud i solen og smuglytte til Disraeli Gears.

Sommerfugle

Så er der to dage til start, men hvor parat er det lige jeg er?....
Sommerfugle i maven er en ganske slidt, men meget rammende betegnelse for den følelse af sitrende nervøsitet og spænding der får maven til at boble og som kribler under huden. Oven i hatten har jeg drukket en ret habil kop morgenkaffe så nu er jeg rigtig elektrisk og ufokuseret.
Grunden til al dette hopperi er at Stine er blevet voksen. Eller det forventes nu omsider at Stine er blevet voksen. Jeg har nemlig fået et nyt job, og endda et rigtig godt og spændende et af slagsen og som jeg ved passer lige til mig. Masser af ansvar, masser af udvikling, søde mennesker, eget kontor - hele pivtøjet. Og jeg glæder mig helt vildt, men så kommer den indre jyde frem og begynder at tampe en oveni hovedet med selvkritik, tvivl på om jeg er god nok, på om mine kolleger vil kunne lide mig når det kommer til stykket, og bla bla bla.... Det er typisk. Men glæden er heldigvis størst sammen med iveren efter at komme igang. Og jeg må jo huske på at der er en grund til at det er mig de har ansat, og det er måske netop fordi jeg stadig er så ung at jeg ikke har glemt hvordan man siger "røv" eller giver et kram, og stadig tror på at det nytter at gå til makronerne og forandre ting. Så ja, måske er jeg faktisk parat.

I fredags fik jeg taget en god afsked med mit gamle job, som er fyldt med seje kolleger og søde unger. Der var kram, breve og gaver så jeg var helt overvældet. En "enkelt fyraftensøl" sammen med en håndfuld kolleger, udviklede sig til en utrolig hyggelig og nærmest tidløs sceance der endte kl. ca.1.30. Da jeg trillede hjem i seng, var det som om nogle brikker faldt på plads og min sidste tanke inden jeg faldt om var, endnu engang, hvor priviligeret jeg har været at få lov til at arbejde sammen med og lære at kende den samling gale, kreative, omsorgsfulde og helt fantastiske mennesker. Det er sådan noget der giver en vis råstyrke at have med sig. Så jeg håber at vi kan finde ud af at bevare kontakten.

Smells like the 1990s

Efter at have gravet usandsynlige mængder af det argeste lort frem fra diverse hjemmesider til brug i den navnkundige "Shittiest Mixtape" konkurrence (se indlægget nedenfor), trængte mine ører til fred og fryd. Så jeg sidder nu og nikker ivrigt til mit nye yndlingsband 1990s (uden "the") , hvis debut album udkommer sidst i maj! Jeg havde fornøjelsen af at opleve dem live til indie-kalaset, "Hey you, get off my pavement"-festivalen i Glasgow sidste år. Det var en af de mest fornøjelige, sprudlende og hyggeligste koncertoplevelser ever, hvor bandet flere gange brød sammen af grin og hvor forsangeren/guitaristen tabte sit plekter og måtte få et af en fra publikum!
Bandet består af tre overmåde charmerende og ranglede skotter, hvoraf frontmand Jackie McKeown har det mest fantastiske friluftsgebis! Selvom Rough Trade har haft deres klamme coorperate kløer i dem, og fået dem pudset op til MTV, så har de ikke mistet deres uprætentiøse charme.
Jeg har tigget min redaktør og fået lov til at anmelde pladen når den udkommer, hvis jeg lover ikke ukritisk at lovprise den, bare fordi de er skotske! (Hey, men det er Runrig jo også, og det betyder ikke at jeg svinger med en tændt lighter til "Loch Lomond"!)

Verdens værste mixtape

Blot en opfordring til alle om at melde sig til konkurrencen om at finde den værste samling underlødige sange. For at være med skal man grave 5 skrækesemplarer på dårlig musik frem.
Se mere om regler og retningslinier på http://www.udbjorg.net/ .

På ipod'en

Det engelske musikmagasin Q havde engang en lille regular der hed "What's on the ipod". Selvom dette bidrag nok har modtaget en sponsorkrone eller to fra apple, så er idéen stadigvæk god, så her er lige en lille liste over hvad jeg har i ørerne når jeg cykler ned af Nørrebrogade om morgenen:

Air: Talkie Walkie
Arcade Fire: Funeral
Art Brut: Bang Bang Rock n'Roll
Badly Drawn Boy: The Hour of Bewilderbeast
Band of Horses: Everything all the time
Basement Jaxx: Singles
The Boy Least Likely To: Best Party Ever
British Sea Power: Open Season
Camera Obscura: Underachievers please try harder
Clap Your Hands Say Yeah: s.t.
The Coral: Magic and Medicine
Dizzee Rascal: Boy in da corner
Eagles of Death Metal: Peace Love Death Metal
Echo and The Bunnymen: Porcupine
Elvis Costello: The Very Best of
The Fiery Furnaces: Blueberry Boat, Gallowsbird's bark
Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better
Gnarls Barkley: St. Elsewhere
The Go! Team: Thunder! Lightning! Strike!
Gomez: Bring it on
The Hold Steady: Boys and girls in America
Jarvis Cocker: Jarvis
Jens Lekman: When I said I wanted to be your dog
Joanna Newsom: Y's
The Knife: Silent Shout
Larsen and Furious Jane
The Libertines: S.t
Lily Allen: Alright, Still
Lou Reed: Transformer
The Magnetic Fields: 69 Love songs
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Mercury Rev: Deserter's Songs
Morrissey: You Are The Quarry, Ringleader of the Tormentors
Mull Historical Society: Loss
Neutral Milk Hotel: In an Aeroplane over the sea
Peter, Bjorn and John: Writer's block
The Pipettes: We are the Pipettes
The Postal Service: Give up
Primal Scream: Dirty hits
Pulp: Different Class
Rammstein: Sehnsucht
The Replacements: Let it Be
Stereo MC's: Deep down and dirty
Sufjan Stevens: Illinoise
The Whitest Boy Alive: Dreams
The Who: Then and Now, Who's Next?

Ikke nyt og revolutionerende, men vi er faktisk nogen der gerne vil kunne synge med på det vi hører!